Første Web Analytics Wednesday i Århus afholdt

Det andet Web Analytics Wednesday arrangement I Danmark i år blev her til aften afholdt I Århus. Det var samtidig det første i det jydske nogensinde. Kort fortalt var det et underholdende, inspirerende og hyggeligt arrangement. Men desværre var det kun 36 fremmødte, som fik glæde at de sprudlende indlæg, løse stemning og gode kommentarer og snak over rækkerne.

Dagens program

Dagens program var:

  • Sponsor præsentationer
  • Ivan Bager
  • Networking

Sponsorerne var IT forum og Netminers. IT Forum præsenterede kort hvad de stod for og hvordan de kunne hjælpe deres medlemmer. Netminers brugte lidt længere tid på at præsentere deres analyseværktøj “Netminers Insight”. IT Forum var mindre interessant som webanalytiker, mens jeg synes det var spændende at høre om Netminers. En powerpoint præsentation blev krydret med en tur ind i værktøjet, og vi så mulighederne for selv at opbygge dashboards. Ikke som andre dashboards, men selv skræddersy rapporterne og graferne.

Og så gik Ivan Bager i gang. For dem der ikke kender Ivan Bager, så har han arbejdet med webanalyse de sidste ti år, og arbejder pt. for Velux. Ivan leverede en underholdende præsentation, som blev leveret i højt tempo og med godt humør. Publikum tog godt imod hans direkte måde at underholde på, hvilket resulterede i at de skaldede mænd blev nedprioriteret ved spørgsmål, Google Analytics fik nogle stryg, en sikkerheds-medarbejder stod for tur, og at en tilhører kommenterede på hans kommentar om at “brugeren skal vælge mellem at gå på storepatter.dk og arla.dk” med “køerne har nu også større patter”. Ikke at hele indlægget var væltet i sjoffelheder, men stemningen var fantastisk og publikum spurgte og en debat blev skabt. Rent fagligt var indholdet ganske interessant selv om det til tider druknede lidt i skøre kommentarer.

Efter et par ord fra Steen Rasmussen (arrangør i sin egenskab som landekoordinator for Web Analytics Association) stod den på snacks, kolde bajer og networking. Som altid hyggeligt at få snakket med fagfolk, og denne gang også jyder.

Samlet set er min vurdering af arrangementet rigtig god, og en god stemning og højt humør blev forenet med godt fagligt indhold. MIne ønsker og håb for indhold og præsentation, jeg præsenterede i mit indlæg i annonceringen af arrangementet blev til fulde opfyldt.

Deltagelsen

Som nævnt fik kun 36 glæde af aftenens indlæg. Men er 36 så få endda? Det var det første WAW i Jylland, og andelen af konsulenter var mindre end i København. Så alt i alt bør det betragtes som ganske fint fremmøde, som dog bør forventes at stige til næste gang det jydske står for skud. KPI må være en større procentmæssig stigning af besøgstallet :-)

Gæste kommentater

Jeg har været så heldig at få udtalelser fra et par af de andre deltagende, så “anmeldelsen” ikke kun er fra hestens mund. De to interviewede er Christian Vermehren og Rune Varnaa. Christian er direktør for Netminers (dagens sponsor) og Rune Varnaa konsulent hos Creuna.

Hvad synes du var det bedste ved dagens arrangement?

Rune

Godt oplæg fra Ivan, som havde en god vinkel med arbejdet med KPI´er. Det var meget handlingsorienteret, uden at være baseret på specifikke produkter.

Christian

Det bedste ved Ivans indslag var hans meget kollegiale tips. Fx om hvordan man med fordel kunne benytte intern feedback (mail fra kollega om hvor fede data han sendte bør bruges som godt eksempel) samt hvordan man kunne vinkle en præsentation overfor ledelsen.

Han havde også nogle interessante tilgangsvinkler, fx ved at have en certificering og diplom til interne webanalytikere. Generelt gav en rigtig god fornemmelse af at han var evangalist i sin virksomhed.

Hvad håber du at få ud af det næste Web Analytic Wednesday?

Rune

Jeg håber på at høre mere om en kobling af annonceringsdata (mediedata) og webanalysedata. Dvs. en kobling mellem eksponeringer, clicks, og effekt på websitet.

Christian

I Århus håber jeg på en fordobling af deltagerantallet. Rent fagligt vil det være interessant med en case på integrationen mellem webanalyse og business intelligence.

Tak til gæste-anmelderne, og vi ses til næste Web Analytics Wednesday – d. 17. juni i København og d. 26. august.

Var du der, så giv endelig et par ord med. Og var du der ikke, hvad var så grunden (ud over geografiske udfordringer)?

VN:F [1.9.14_1148]
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)