Webanalytiker.dk bliver ½ år
Webanalyse bloggen i Danmark bliver ½ år
D. 21. november 2008 kom det første indlæg om webanalyse på webanalytiker.dk, og bloggen kan derfor i dag fejre ½ år i offentligheden.
Hvordan er det så gået?
Der er sket meget på ½ år. Både i besøgstallet og kendskabsgraden. Derudover er der sket et par justeringer af sitets udseende. Alt sammen i en meget positiv retning.
Udvikling i brugere
Først en historie jeg er utrolig glad for at kunne fortælle. Læsertallet her på bloggen er steget meget stabilt fra måned til måned, og specielt på det sidste er besøgstallet blevet interessant at lave indhold til. Grafen viser antal besøg pr. uge for det sidste halve år:
I perioden 16. april til 15. maj var der 1.088 besøg på baggrund af 658 unikke besøgende. De så i alt 2.365 sider. Hele 62% bouncede, hvilket til dels er pga. rss læsere, men også fordi at der fortsat er potentiale for at optimere sitet og lave flere og bedre krydshenvisninger.
Kigger vi på de brugere, som ikke bouncede, så brugte de i gennemsnit 5:42 sekunder på sitet hvor de læste 4,1 side i gennemsnit. Det viser at indholdet i ret høj grad læses (eller at de er faldet i søvn over tastaturet og i deres søvnrus får trykket videre på sitet inden for de 30 minutter, hvor deres besøg ville blive betragtet som afsluttet). Jeg håber på førstnævnte
Mest læste blogindlæg
Ser jeg på sidevisningerne, er der et par indlæg som specielt har trukket læsere.
Det mest læste indlæg i de sidste 6 måneder er indlægget “Er din hjemmeside søgemaskineoptimeret?“, som har haft 267 sidevisninger.
Det næstmest læste indlæg var om gratis webstatistik, som indgik i min temauge om gratis webanalyse værktøjer. Indlægget har indtil videre haft 253 læsere, og generelt har temaugen haft en pæn portion læsere.
Blogindlæggene skrevet i 2009 har indtil videre samlet haft over 3.000 sidevisninger, hvilket gør bloggen til den ubetingede mest læste del af sitet.
Brugernes adfærd
Jeg er utrolig glad for kommentarerne, som bliver flere og flere. Kun på den måde kommer de bedste ting frem, og tanken er også at skabe debat og sparring. De mest kommenterede indlæg er omkring den nye Yahoo! Web Analytics bog, som alle kan vinde ved at komme med input til hvordan sitet kan forbedres og viden om webanalyse kan formidles endnu bedre. Jeg glæder mig til at finde nogle vindere
Søgefunktionen bliver kun brugt lidt, hvilket jeg håber er et tegn på at navigation og struktur er logisk og det relevante indhold er let at finde. 3 har søgt på Webtrends og jeg kan fortælle at der nok skal komme lidt om dette også. Beklager til dem der er gået forgæves på denne front.
Designet
Det er ingen hemmelighed at der bruges mere tid på indhold end på designet. Dog er der alligevel sket lidt justeringer, forhåbentlig alle til det bedre. Topbanneret blev mere diskret (Big-brother følelsen blev fjernet), sidebaren på bloggen er justeret og sidst er der kommet ny baggrundsfarve.
Jeg vælger fortsat at holde sitet fri for bannere og adsense, for at gøre oplevelsen på sitet bedre. Skulle nogle ønske at støtte projektet er i selvfølgelig megegt velkomne. Støtte kan også være programmeringshjælp og design-hjælp. Fx er forsiden stadig utrolig kedelig og teksttung.
Fremtidige mål for webanalytiker.dk
Der er ambitiøse mål for fremtiden med sitet. Inden årsskiftet håber jeg på minimum 100 besøg om dagen i gennemsnit, og mere end 200 rss-tilmeldte. Ambitiøse mål som kan blive hårde at nå da det kræver mange timers arbejde, men med feedback, kommentarer og al den positive respons, så kan motivationen formentlig holdes højt
Lidt sjove facts:
- Kun 89% af alle besøg har været fra Danmark. Og de udenlandske bliver i lige så høj grad på sitet.
- Den time med flest besøg er kl. 10 til 11.
- Webanalytiker.dk har nok en af de højeste andele af Firefox brugere i landet: 44% af alle besøg blev foretaget i Firefox. Dog stadig overgået af Internet Explorer med 0,5 procent-point. Chrome står for 6,6% af alle besøg (nørder ).
Så indtil videre, tak for det første halve år, det er en fornøjelse!
Tillykke med bloggens succes – jeg håber at du holder den kørende længe endnu.
/Martin
Mange tak Martin.
Hermed slog du rekord i hurtigste kommentar efter udgivelse
Tillykke med halvårsdagen. Som jeg vist allerede har Twittet, er jeg imponeret over dine besøgstal på så ung en blog indenfor så specialiseret en niche. Godt gået.
Mht. Firefox-andel, så mangler du dog stadig lidt. For Den Synlige Mand er tallet 49%, og IE er helt nede på 38%. Jep, et publikum, der er lige så nørdet som dit :o)
Takker, Frank. Jeg må dog også sige at det til dels skyldes at hver gang der var nedgang i trafikken, så har jeg gjort noget aktivt for at få trafik. Enten smed nogle links rundt omkring, eller lavet nyt indhold. Men derfor er det nu ganske ok. Jeg er spændt på hvordan det ser ud om ½ år
Mht. browsere, så var data for hele det sidste halve år. Ser jeg kun på den sidste måned (forløbende), så er mine brugere faktisk mest nørdede: 51% FF og 38% IE. For danmark er tallene 11% FF og 83% til IE. Men de generelle tal er baseret på sidevisninger, mens vores er på besøgsniveau.
Hej Jaccob,
Tillykke med de 6 måneder. Det er et rigtigt godt site du har fået banket sammen og jeg synes du har været meget aktiv og haft nogle spændende punkter oppe at vende.
Jeg vil godt melde mig under fanen af Firefoxbrugere og 10-11 det er lige mig:-).
Forsæt det gode arbejde.
Rune
Mange tak for de fine ord Rune.
Det er ikke altid til at vide om læserne finder emnerne spændende, og der er stor forskel på nye slutbrugere og så de proff. konsulenter. Men der skulle gerne være noget af interesse til alle, om end, så i al fald hver 2-3. indlæg